Kunderne er ikke bare en nummerplade

Jan Mogensen fejrer 31. marts 40-års jubilæum hos Jans Auto
I disse dage er det snart fire årtier siden, en ung Jan Mogensen i læderjakke og med langt hår kørte rundt på sin tunede knallert for at lede efter fremtiden. Egentlig havde han forestillet sig en tilværelse som landmand. Det var hans far nemlig.

Men usikkerheden i faget og udsigten til aldrig at kunne holde fri, fik ham til
at tænke sig om en ekstra gang. – Jeg har altid haft det godt med at skrue i gamle traktorer og landbrugsmaskiner. Så det her med at blive mekaniker forekom mig ikke så fjernt, forklarer Jan Mogensen. – En dag kørte jeg forbi vores lokale mekaniker, Jan Mikkelsen.

Jeg spurgte om han kunne bruge en lærling. Det kunne han, så jeg fik lov at starte. Og det er altså 40 år siden, oplyser jubilaren, der lige siden har været en fast bestanddel af Jans Auto.

Et rart sted at være
I de seneste mange år har 58-årige Jan Mogensen fungeret som værkfører i virksomheden, som siden 1978 har været Mitsubishi-forhandler. – Vi har også solgt Mercedes, men det er efterhånden mange år siden. I dag koncentrerer vi os om Mitsubishi og det er vi rigtig gode til, siger Jan Mogensen. – Mitsubishis biler er stærke og pålidelige. 

Og i dag er de en af de førende producenter af el- og hybrid-biler. Det har også krævet omstilling hos os. Vi har blandt andet uddannet to mekanikere, der er specialister i at udføre service på el-biler. Så på den front er vi foran flere andre forhandlere, konstaterer Jan Mogensen. Han slår således fast, at branchen har ændret sig utrolig meget, siden han selv i sin tid stod i lære.

 Dengang skulle vi jo have skruenøglen i sving for at finde fejl på bilerne.
I dag kobler man computeren til. Det lyder måske nemt, men der skal rigtig solid kundskab til for at tolke målingerne, forklarer Jan. Han lægger da heller ikke skjul på, at han er både stolt og glad over at kunne bidrage til uddannelsen af nye folk i faget. 

– Det er gennem årene blevet til mange svende. Flere af dem har vi heldigvis haft glæde af i firmaet i mange år. I det hele taget er Jans Auto et sted, hvor folk ofte har lange ansættelser. Det tyder jo på, at det er et rart sted at være. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det, fastslår jubilaren.

Jans Auto Jan Mogensen 40 aars jubilaeum 1 1

Holder mest af kundekontakten
Nok er Jan Mogensen mekaniker af hjerte. Utallige timer er tilbragt i de gamle smøregrave under regnvåde lastbiler eller med hænderne dybt begravet i et mekanisk problem på en personbil. Men det har altid været kundekontakten, der har drevet ham. – Jeg elsker at tale med folk. 

Og gennem årene har jeg betjent kunder, som er kommet her gennem hele livet. Ofte er det hændt, at både deres børn og børnebørn også er blevet kunder hos Jans Auto. Det er en god fornemmelse, og jeg tror det skyldes det faktum, at vi lægger stor vægt på at behandle folk ordentligt. Vi er en del af servicebranchen, så det handler jo om at sikre folk en god oplevelse. Her er kunderne ikke bare en nummerplade. 

De er mennesker, og det skal afspejle sig i vores betjening. Det grundsyn har jeg altid forsøgt at formidle videre til vores unge medarbejdere, lyder det fra Jan Mogensen, der tit er blevet forvekslet med den oprindelige indehaver. – Men jeg har aldrig ejet firmaet. 

Nu har jeg bare været her i så mange år, at mange sikkert tænker på mig,
når talen falder på Jans Auto, forklarer jubilaren, der i øvrigt ikke er meget forden store opmærksomhed. – Jeg havde været tilfreds med et rundstykke sammen med kollegerne. Men ledelsen mener det skal fejres med en reception. Og når det nu bliver sådan, så håber jeg da, at det bliver et tilløbsstykke, lyder det fra Jan Mogensen.

Receptionen afvikles onsdag den 31. marts hos Jans Auto på Lupinvej 17
i Hobro. Det sker på Corona-baserede vilkår, i form af en slags drive-in-reception. På den måde undgås større forsamlinger på ét sted. Naturligvis bydes på godt til både gane og mave samt muligheden for at hilse på dagens hovedperson.

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn